Købelyst og optimisme på boligmarkedet

Prognosen for huspris­stig­nin­ger justeret op

“Boligmarkedet er generelt præget af købelyst og optimisme i forhold til udviklingen i boligpriserne.” Sådan står der i det seneste servicetjek af dansk økonomi, Økonomisk Redegørelse, der udsendes af Skatte- og Vækst­mi­ni­ste­ri­et.

Købelysten understøttes heldigvis af købekraft: Antallet af danskere i beskæftigelse er rekordhøjt, inflationen er under kontrol, og der forventes en gennemsnitlig re­al­løns­frem­gang på næsten 2 pct. Samtidig er der generelt tendens til, at de boliger, der er til salg, bliver mere eftertragtede, fordi der er færre at vælge imellem.

Prognose for huspris­stig­nin­ger justeret op

Ved indgangen til september var der på landsplan 14,2 pct. færre huse til salg end på samme tidspunkt sidste år. I Region Midtjylland og Region Sjælland var faldet endnu større, nemlig henholdsvis 19,1 pct. og 18,1 pct. Det viser EDC’s mar­kedsover­blik, som bygger på tal fra Boligsiden, der dækker hele branchen.

– Der er fortsat rigtig god aktivitet de fleste steder i landet. Når udbuddet af huse samtidig falder, betyder det alt andet lige færre valgmuligheder for køberne. Som køber er det derfor en god idé at være afklaret om både ønsker og økonomi, så man er parat, når det rigtige hus dukker op, siger EDC’s kom­mu­ni­ka­tions­chef Jan Nordmann.

I Økonomisk Redegørelse kan man læse, at regeringens bud på, hvor meget huspriserne kommer til at stige, er justeret op. I den seneste augustprognose lyder forudsigelsen, at huspriserne vil stige med 6,5 pct. i år og med 3,5 pct. næste år. Det er en lille opjustering af forårets 6,2 pct. for 2026 og 3,4 pct. for 2027.

Markant forskel på lej­lig­heds­ud­bud­det

Antallet af ejer­lej­lig­he­der til salg er 2 pct. lavere på landsplan end på samme tidspunkt sidste år, men det tal dækker over store regionale forskelle og en markant ændring i København, hvor udbuddet i begyndelsen af året var rekordlavt.

I Region Midtjylland, som blandt andet omfatter det livlige lej­lig­heds­mar­ked i Aarhus, er lej­lig­heds­ud­bud­det faldet med 27 pct., mens det er steget med 25 pct. i Region Hovedstaden. I København er et ophedet marked kølet noget af og nærmer sig nor­mal­tem­pe­ra­tur. Her er der nu næsten 2.000 ejer­lej­lig­he­der til salg, 69 pct. flere end for et år siden.