Hvad er den rigtige pris på en ejendom?
Alle boligejere har adgang til at se en ny foreløbig, offentlig ejendomsvurdering, der i højere grad end tidligere skal afspejle den faktiske værdi, og det har i den grad fået danskerne til at interessere sig for deres boligs værdi. Men hvad er egentlig den rigtige værdi? Kan man regne sig frem til den, eller har man altid brug for en ejendomsmægler? Og kan man altid stole på ejendomsmæglerens vurdering?
Der findes kun én objektiv helt korrekt værdiansættelse, og det er det beløb, en ejendom rent faktisk bliver solgt til. Den helt rigtige pris kan med andre ord kun findes retroperspektivt. Den kan være vanskelig at ramme på baggrund af en vurdering og endnu sværere at beregne uden at have set ejendommen.
Når en mægler vurderer en ejendom, sker det på baggrund af en fysisk besigtigelse, lokalkendskab til markedet, statistikker og erfaring, men der vil altid være et vist spillerum omkring vurderingen. Jo mere atypisk ejendommen er, jo større er spillerummet – eller usikkerheden, om man vil. Man kan være heldig, at der kommer en køber, der netop sætter pris på ejendommens særheder, og så opnår man en pris i den høje ende – men det modsatte kan også være tilfældet.
Når vi tager en ejendom til salg, giver vi vores bedste bud på, hvad ejendommen kan sælges til indenfor det tidsrum, som sælger ønsker. Ofte vil sælger gerne lægge ud med en pris i den høje ende, og man kan aftale at prøve den optimistiske pris af i en periode.
Det kan dog være en farlig strategi, specielt i et nedadgående marked. Lægger man ud med en for høj pris, risikerer man nemlig at blive fanget i en spiral, hvor man hele tiden halter efter markedsudviklingen med en stribe af prisnedsættelser, der måske endda gør køberne i markedet mistroiske over for ejendommen. I sidste ende kan det blive dyrt – hvis man skal langt ned i pris eller måske slet ikke får solgt.
Vil du have en vurdering af din bolig?
Med et gratis Salgstjek får du en grundig vurdering af din boligs værdi. Her kommer din lokale mægler på besøg og gennemgår boligen sammen med dig.