På Langeland blev der i 1920-erne opført mange statshusmandsbrug på de jorder, som blev udstykket efter lensafløsningen i 1919. Ved hovedgården Broløkke blev der omkring Bøsseløkkevej opført tre ens husmandsbrug efter en meget smuk disposition og enkel planløsning med en central vognport, stald mod øst og bolig mod vest, men alt under et tag i èn længe. Dette fine anlæg er bevaret og tilpasset nutidigt brug, som i denne ejendom er blevet til et lyst atelier i den tidligere stald, garage mv. i vognporten og en moderne indrettet bolig i vestfløjen og tagetagen, hvorfra der er den dejligste udsigt over marker og bælt.
Ejendommen ligger trygt i læ af en fin egeskov, men med fri udsigt over marker og enge mod strand og hav blot 700 m. borte. De rolige omgivelser er rige på fugleliv, ligesom området rummer store mængder af slots- og herregårdshistorie, natur- og kulturlandskaber, dark sky, som man aldrig bliver træt af, samt selvfølgelig strand og hav – og Broløkke Herregård i gåafstand gennem skoven.
Boligens hele 321 består i stueetagen mod vest af entre med gæstetoilet, stort køkken med spiserammer/fadebur. Der er åben forbindelse til stue med brændeovn og udgang til haven. Mod øst er der indrettet atelier/værksted med ovenlys fra nord, varme i gulvet og en pragtfuld udsigt til landskabet. De gamle trækonstruktioner er malet hvide, så rummet fremstår som en oplevelse i sig selv. Desuden er der et råt bad/wc/bryggers med vaskemaskine og tørretumbler. I vognporten et vand-til-luft- anlæg. Fra entreen og fra atelieret er der trappe til tagetagen, som strækker sig gennem hele huset og rummer en meget stor opholdsrepos, badeværelse og 3 store værelser, hvoraf det ene har stort vinduesparti med dør til en stor opholdsaltan, hvorfra der er panoramaudsigt over Langelandsbæltet.
Haven giver selvsagt mulighed for leg og boldspil på græsplænen, stille aftener omkring bålet, ro og fordybelse eller dyrkning af egne grøntsager på friland og i drivhus.
Ejendommen kan naturligvis fortsat anvendes som nu, men rummer med sin struktur og bopælsfrihed også rigtigt mange andre muligheder. Der vil nemt kunne indrettes 2 boliger til fx vennepar, 2 generationer, to ferieboliger, rummelig helårs/ fritidsbolig for seniorer - eller kombinationer heraf.
Går dine drømme i retning af daglig nydelse af livet midt i naturen, bør du aflægge dette hjørne af Langeland et besøg.