Moderne villa fra 2018 i Morud – nymalet og 100% indflytningsklar!
Der er mange fordele ved en nyere villa, men én af de største er lysindfaldet. Udnyttelsen af dagslyset er nemlig tænkt ind i hver enkelt afdeling på Rosenholmgrenen 12, hvor den lette stemning accentueres af boligens flotte, nordiske materialevalg. Oven i hatten er her tale om en bolig med beliggenheden i orden: for enden af en lukket vej, helt tæt på nogle af Moruds mange skovstier og ikke mindst i gåafstand til alle byens fornødenheder.
Men lad os starte i et mere nærgående fugleperspektiv. Villaen er nemlig lidt atypisk og skråt placeret på den 1.137 m2 (jf. BBR) store grund, og dermed får den åbne opholdsafdeling udbytte af dagslyset i langt flere timer, end hvis langsiden havde vendt stik syd. Dét gælder i øvrigt også for den store træterrassse, der smyger sig om husets sydvestvendte hjørne.
Etplansvillaen fra 2018 præsenterer sig flot med lys murstensfacade og et mørkt sadeltag i betontegl, som komplementeres af boligens blågrå vinduespartier. Materialerne er lyse og sammenhængende indenfor, hvor hvide, grebsfri elementer og ensartede gulve hører til hjemmets gennemgående karaktertræk. I får 151 m2 (jf. BBR), og en god udnyttelse af pladsen er årsagen til, at I får hele tre værelser foruden en separat forældreafdeling med eget badeværelse. Børneafdelingen har naturligvis også et badeværelse tilknyttet.
Lige ved siden af entréen finder I boligens sidste vådrum, nemlig bryggerset, som I dermed har lige ved hånden, når vådt regntøj eller mudrede gummistøvler skal deponeres. Men i sidste ende er det opholdsafdelingen, der tager stikket hjem, og med komplet integration af køkkenet er det sandsynligvis her, I kommer til at bruge de fleste af jeres vågne timer. Afdelingen har tre separate udgange til haven, og I må også huske at nyde den grønne udsigt, der følger med.
Den højtliggende grund grænser op til stisystemet samt én af kvarterets grønne kiler, og det fri udsyn giver en behagelig fornemmelse af luft og plads omkring jer. Stisystemet er også den hurtigste rute, når I skal omkring i byen, hvor I finder skole og indkøb inden for knap to kilometer. Pasningsmuligheder er der flere af i nærområdet, og når I trænger til lidt naturterapi, har I kun 300 meter til skovbrynet.
Klik her - følg EDC Søndersø på Facebook og få indblik i det nordfynske boligmarked, konkurrencer og meget mere!